Relativ analyse
En relativ analyse er en forholdsanalyse, som tager udgangspunkt i et ikke absolut fast punkt. En relativ analyse kan ikke udgøre den absolutte eller kosmiske analyse. Relative analyser er forgængelige. De udtrykker kun en tings forhold til en anden ting. Det kan ikke være en absolut analyse. Den relative analyse er timelig, hvorimod den absolutte eller kosmiske analyse er evig (se LB2, stk. 500)[1].
Forklaring på relativ og absolut analyse af Martinus stk. 990 i Livets Bog 3[2]:
"Da verdensaltet udgør alt, hvad der eksisterer, kan det ikke sammenlignes med noget som helst andet. Der er således udenfor verdensaltet ikke noget, overfor hvilket det kan være "stort" eller "småt" eller på anden måde udløse noget kontrastforhold. Dets analyse som – "noget, som er", – er derfor ikke en "relativ", men en "absolut" analyse. Den udgør ikke en analyse af et forhold mellem verdensaltet og noget andet, men er en absolut uforanderlig eller urokkelig analyse af verdensaltets egennatur. Vi har altså her fundet "noget", hvis analyse ikke er en "bevægelse" konstateret i kraft af en anden "bevægelse". Samme analyse bliver derved evig uforanderlig. Det "noget, som er", er således evigt uforanderligt."
Martinus om hvorfor relative analyser er illusioner (fra. stk. 996 [3]):
"Hvori består da dette slør, der gør relative analyser uvirkelige eller til illusioner? – Ja, det består netop i den omstændighed, at man ikke skelner imellem det "faste punkt" og "bevægelsen". Man skelner således ikke mellem – "det, der oplever" – og – "det, der opleves"."
Se også
Referencer
Artiklen trænger til et eftersyn