Solsystem

Et solsystem er i følge Martinus et levende væsen, som er et makrovæsen i forhold til jordmennesket.

Definitioner (citater)

Jorden, planeter og solsystemet er levende væsen.

… bliver vort solsystem her synligt som udgørende et levende væsen.

— Livets Bog 1, stk. 270

På samme måde bliver vi vidne til, at jordkloden igen hører til solsystemets organer og således også er at erkende som et levende væsen. LB1 270

Hvordan oppstår en sol og et solsystem.

Ildenergien er i overvekt, følelsesenergien (kulde) er fraværende. Tyngdeenergi strømmer til i en slik mengde at det oppstår ild. I universet skjer dette som lysende tåger som samler seg til områder eller himmellegemer. En stjerne er født.

Der, hvor ildenergien i særlig grad begynder at blive i overvægt i verdensaltet, og følelsesenergien derfor er i tilsvarende mindrevægt, opstår der umådelige varmeområder. Disse områder kan endnu ikke ses med de fysiske øjne. De er begyndelsen til soldannelse. Ved fortsat tilstrømning af tyngdeenergi til disse varmeområder bliver de jo af en tilsvarende tiltagende stærkere og stærkere natur. Og tilsidst er tyngdeenergien fremtrædende i en sådan mængde, at den bliver synlig for det fysiske syn som ild. Og vi ser da disse umådelige varmeområder som lysende tåger, der mere og mere bliver koncentreret til skarpt afgrænsede kugleformede lysende områder eller legemer. Disse lysende legemer kender vi under begrebet himlens stjerner og lærer allerede i skolen, at det er sole og solsystemer. LB2 352

Det første for jordmennesker rent materielt synlige af denne proces, denne makrokosmiske seksuelle akt, udgøres af alt, hvad der eksisterer som stjernetåger. Disse udgør således i virkeligheden udløst makrokosmisk sæd. I denne sæd bliver der flere og flere koncentrerede punkter synlige, der efterhånden glider ud og fra deres nebuloseagtige tilstand, fortætter sig til selvstændigt lysende systemer. Det er disse systemer, vi kender som solsystemer. LB1 419

Hvilke energier består solen udaf.

Tyngdeenergimasser med lite grann følelsesenergi, dvs ildmasser.

Solene udgør altså ildlegemer eller koncentrerede tyngdeenergimasser sammenpresset til en vis spænding af følelsesenergi. Men selv om tyngdeenergien er i overvægt, gør følelsesenergien sig jo stærkt gældende, og solområderne bliver selve kulminationen af eksplosioner. LB2 352

(Det er litt interessant at Martinus i mange tilfeller ikke bruker begrepet ”solen” men kaller det konsekvent ”solområdet” i 352-353.)

Solen er et væsen dominert av salighedsenergi. Solskinn er makrokosmisk seksualenergi.

Vi er jo allerede blevet bekendt med, at solkræfterne var reaktionen af salighedsvæsenernes længselsenergiers møde med instinkt-, tyngde- og følelsesenergien, hvilket altså vil sige spiralens uintellektuelle energier. Sammenspillet af disse blev jo en forplantning af livets fysiske materier. Kort sagt, nævnte proces blev identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet seksualisme. Alt solskin i verden er således makrokosmisk seksualenergi. LB2 421

Hvordan en sol blir slukket.

Solen kjøles ned gjennom tiltagende følelsesenergi.

Men efterhånden som følelsen mere og mere får indpas i solområdet, bliver eksplosionerne tilsvarende aftagende i voldsomhed. De bliver mindre og sjældnere. Der sker den forvandling med solområdet, vi kalder afkøling. Men afkøling er jo kun tiltagende kulde. Men denne afkøling foregår forholdsvis langsomt. Og der opstår derved en hel masse forskellige stadier i denne solområdets forvandling fra ild til kulde. Og efterhånden bliver alle solenergierne bundne. Og denne bundne solenergi er det vi kalder fast materie. LB2 352

Jorden er en slukket solstjerne.

Fra stjernetåger til fortettede stjerner til etter hvert slukkes og blir en planet.

Det første for jordmennesker rent materielt synlige af denne proces, denne makrokosmiske seksuelle akt, udgøres af alt, hvad der eksisterer som stjernetåger. Disse udgør således i virkeligheden udløst makrokosmisk sæd. I denne sæd bliver der flere og flere koncentrerede punkter synlige, der efterhånden glider ud og fra deres nebuloseagtige tilstand, fortætter sig til selvstændigt lysende systemer. Det er disse systemer, vi kender som solsystemer. Disse udvikler sig igen videre og afslører sig også efterhånden som bestående af koncentrerede punkter, hvis lys er i stærk aftagende, ja, for nogles vedkommende endog helt udslukket. Disse mørke eller udslukkede punkter udgør det, vi kalder planeter. En sådan planet udgør jorden. LB1 419

Jorden og solen er organer i melkevejen.

Da jordkloden såvel som solen udgør organer i en endnu større organisme (mælkevejsvæsenets)… LB2 421

Et enkelt sådant organ i nævnte væsens (mælkevejsvæsenets) legemskultur udgør vort solsystem. LB1 270

Jorden og solen er også organer i solsystemet.

På samme måde bliver vi vidne til, at jordkloden igen hører til solsystemets organer … LB1 270

Jorden er et organ i vort solsystems organisme, ligesom vore lunger, vort hjerte og vor lever etc. er organer i vor egen organisme. LB4 1281

’Planet + måner’ utgør et system.

Da disse mørke kloder i mange tilfælde har knyttet til sig mindre planeter, vi kalder biplaneter, drabanter eller måner, udgør de jo i sig selv også et system. LB2 419

Jorden befinner seg i spiralen over oss mennesker.

Vi er i spiral D, jordkloden og solen i spiral E og solsystemet i spiral F.

Vor fysiske jord er således en langt mere fremskreden klode i sin spiral, end solsystemet er i sin. Den eneste overlegne forskel, der er imellem disse to himmellegemer, er denne, at solsystemet tilhører en overliggende spiral. Men nævnte system er altså et yngre væsen i denne spiral, end jordkloden er i sin spiral. LB2 420

Hvor befinner solen seg i sin spiral?

Medens det i sol- eller ildstadiet og de her efterfølgende mineral- eller afkølingsstadier kun har et seksuelt center, igennem hvilket hele dets fysiske fremtræden sker i form af automatfunktion, og i hvilken funktion det derfor må være ubevidst… LB2 433 Solen har ikke bevidsthed på det fysiske plan. Alt som sker i solen er baser på automatfunktioner.

En seksuel akt eller undfangelse er en udløsning af elektriske kræfter. Klodernes tilblivelse er også baseret på en seksuel akt i makrokosmos. LB 419 overskrift.

Det første for jordmennesker rent materielt synlige af denne proces, denne makrokosmiske seksuelle akt, udgøres af alt, hvad der eksisterer som stjernetåger. Disse udgør således i virkeligheden udløst makrokosmisk sæd. I denne sæd bliver der flere og flere koncentrerede punkter synlige, der efterhånden glider ud og fra deres nebuloseagtige tilstand, fortætter sig til selvstændigt lysende systemer. Det er disse systemer, vi kender som solsystemer. LB2 419

(Det mest logiske er derfor å plassere solen helt i starten av kredsløbet, i undfangelsen, ved start av en ny omgang i spiralen. Dvs i salighedsriget.)

Hva er solens funksjon i solsystemet?

Solenergien er solsystemets seksuelle senter.

…det glødende centrum, der leverer den indre dynamiske spænding overfor verdensaltets følelsesenergi eller kulde, der skal til for at en organisme eller et system af kræfter i det hele taget kan opretholdes. Dette er således systemets seksuelle center. LB2 434

Dette sies om solsenteret i jordkloden men gjelder således for all solenergi.

Uden solenergi (seksualenergi) i denne ville vi jo umuligt kunne opleve fysisk tilværelse. LB2 422

Genom solenergien kan disinkarnerte væsener, som befinner seg i salighetsriget og som længter efter en fysisk tilværelse, komme tilbake til fysisk tilværelse.

Denne proces er således i absolut forstand en solskinsproces. Energierne er absolut de samme som dem, der udløser sig igennem det fysiske solskin, kun med den forskel, at i det fysiske solskin er de makrokosmiske, medens de i deres fremtræden i vort eget indre er mikrokosmiske LB2 422

Er solen et levende væsen?

Da jordkloden såvel som solen udgør organer i en endnu større organisme (mælkevejsvæsenets)…. LB2 421

Dersom solen er et organ, er det jo et levende væsen. Det spørs om Martinus ikke mener solsystemet her istedenfor solen.

Jordens fødsel

Vi er således her i jordens tilblivelse vidne til en fødsel, hvor modervæsenet føder et barn, der ikke tilhører dets egen spiral. LB4 1280

Hvad andre har skrevet

Mellemspiraler

Aage Hvolby skriver i Stofspiralen og mellemspiraler, kap 9.2:

Solen selv, der har en afgørende og livgivende betydning for jordkloden, har en mikrokosmisk opbygning, der er yderst speciel, idet den første, underliggende spiral i solen tilsyneladende ligger mange spiraler under solens. Solen er ikke homogen, men man ved, at en stor del af solen som følge af den høje temperatur (over 1 mio. oC) består af atomkerner (hovedsagelig af brint og helium) og elementarpartikler (frie elektroner, neutrinoer, fotoner). At elektronerne er frie betyder, at de ikke er knyttet til en bestemt atomkerne. Det synes klart, at der ikke kan være nogen form for organisk liv på solen. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at solen selv skulle være opbygget af en slags organismer, organer og celler.

Forklaringer

Hva er således forskellen mellom solen og solsystemet?

Her kan vi se på respektive enhets egenskaber:

Solen – organ i solsystemet – seksuelt center – automatfunktion – uintellektuell

Solsystem – organ i melkevejen – system for livsopplevelse i mellomkosmos (=mennesker) – intellektuell

Hvad er solsystemts fysiske legeme?

Solen består kun av 2 elementærpartikler:

• Brint (Hydrogen, vannstoff – symbol H), og

• Helium (He).

Dette utgør ca 99% av solen. Utover dette er det noen andre tunge sporstoffer.